Hok Van Den Bruel

Dette er en historie om vores nye venner fra Belgien – Hok Van den Bruel. Familiemedlemmerne i partnerskabet er Kurt, Nancy, Robin og Jolien. Dette er deres historie om, hvordan det hele startede.

Hvor skal vi begynde?
Vi skal tilbage til 1990'erne, hvor min far først kom i kontakt med duesport gennem sin svigerfar, kendt af alle som "FA'en fra Itegem". Fra det øjeblik blev hans interesse for sporten stærkere og stærkere. Sammen besøgte og observerede de ofte duerne tilhørende en af ​​Belgiens sande mesteropdrættere, ingen ringere end Jef Houben.

Gennem årene blev Kurt og Nancy nære venner med Houben-familien. Kurt og FA besluttede sig til sidst for at bygge et nyt slag i min fars nye hjem og konkurrere sammen som et partnerskab. På billederne kan du se dette dengang helt nye slag, som stadig bliver konkurreret med fra i dag. Med værdifulde råd og adskillige duer fra Jef Houben opnåede de mange toppræmier i sprintløb i løbet af 1990'erne.

Så, i 1993, kom deres første barn til verden. Tilfældigvis, omkring samme tid, fløj en due ved navn "Robin" på Houben-slaget. Du kan sikkert gætte, hvilket navn denne lille dreng fik ...

Lad os bare sige, at jeg har været omgivet af duer fra en meget ung alder. Jeg kravlede altid rundt på lofterne og blev sandsynligvis smittet med duesportsvirus tidligt.

I slutningen af ​​1990'erne og begyndelsen af ​​2000'erne stoppede min far midlertidigt med at jage duer. På det tidspunkt var en yngre søster kommet, og jeg var begyndt at cykle konkurrencemæssigt. Der var simpelthen ikke nok tid til både sport og familieliv, så min far lagde sin hobby til side og brugte sine weekender på at køre mig til cykelløb. Min far var selv en talentfuld tidligere cykelrytter, og som man siger, falder æblet ikke langt fra stammen.

Da jeg endelig indså, at jeg ikke ville kunne leve af cykling og begyndte at være lidt mere opmærksom på piger, var der allerede planer i gang med en ven om at vende tilbage til duesport. Omkring 2015 begyndte min far at presse med duer igen.

Efter et par år kom der nogle tilbageslag, inklusive et skræmmende øjeblik, hvor min mor næsten fik et hjerteanfald. Min far overvejede endnu engang at opgive sporten. Men det var uden at regne med Jelle Roziers.

Min søster og jeg opmuntrede ham til at fortsætte. Jeg sagde til ham:

"Far, den måde du kan læse og forstå en due på, er noget jeg sjældent har set. Fortsæt med duerne. Og når jeg er bosat i Ramsel, og du vinder et nationalt løb, begynder jeg også at køre med duer."

Året 2022 blev et år, vi aldrig vil glemme.

Hjemme hos mig voksede flere unger allerede op. De kom fra æg, som Jelle Roziers havde givet, og fra fugle, jeg havde samlet hist og her som forberedelse til min første ynglesæson den vinter.

Så, i løbet af sommeren, landede vores “Jolle” på trapezius og vandt 1. National Argenton mod mere end 28,000 duer.

Boom!

På det tidspunkt var der ingen vej tilbage for mig.

Det, der fulgte, var næsten ubegribeligt. Vores "Morris" fortsatte sin utrolige form og klatrede til tops på ranglisten over esduer samme år. Han blev den 1. nationale esdue-ungdue med, så vidt jeg ved, den laveste koefficient opnået over fire løb i løbet af de sidste ti år. Jeg har ikke kunnet finde en bedre præstation af nogen anden ungdue.

Og så kom Van den Bruel Junior...

Hvordan skulle jeg nogensinde leve op til de præstationer?

Det ville være svært at gøre det bedre, så jeg besluttede mig simpelthen for at give mit bedste. Med støtte fra træner Jelle Roziers og min far regnede jeg med, at jeg i det mindste burde kunne vinde en præmie en gang imellem.

Heldigvis gik tingene ret godt.

Jeg vil aldrig glemme min første sæson i 2023. I mit blot andet nationale løb vendte “De Fijne” hjem og vandt 9. pladsen som national i Bourges. Det var startskuddet til vores hønseslag i Ramsel.

I dag kører min far og jeg løb hver for sig under navnet “Hok Van den Bruel” fra to forskellige steder: Itegem og Ramsel.

Selvom vi hver især har vores egne ideer og meninger om duespring, fortsætter vi med at hjælpe hinanden på vores egen måde. Han er chefen for sit dueslag, og jeg er chefen for mit.

Vores fodrings- og træningssystemer er stort set ens. Vi følger begge Jelle Roziers' råd og fodringsmetoder, baseret på AIDI-systemet, selvom vi hver især tilføjer vores eget personlige præg.

Træningen foregår også separat. På grund af mit arbejde og begrænsede tid er jeg nødt til at håndtere tingene anderledes end min far.

Vigtigst af alt, nyder vi det.

Jeg er taknemmelig for duesporten, fordi den kun har styrket båndet mellem min far og mig.

For mig er lørdage ofte den perfekte mulighed for at lægge arbejdet til side i et par timer og bruge tid på at observere og passe duerne. Det er virkelig en familieaktivitet, og det er måske det smukkeste aspekt af det hele.

Selv når tingene ikke går som planlagt, hvad enten det er for en dag eller en hel sæson, forbliver duespring en sport.

Nogle gange vinder man.
Nogle gange taber man.

Og det er netop det, der gør den så speciel.

Tak til Robin – og Thomas som reporter – vi glæder os til at følge familien i denne sæson – og ser frem til en super auktion i den kommende vinter.

For at forberede dig til auktionen kan du se nogle af de bedste opdrættere og væddeløbsheste hos Hok Van Den Bruel nedenfor: